* Tariq Ali: ÅRET DER FORANDREDE VERDEN
* En venstreradikal 68`er: 68-bevægelsen - myter og
kampen om historien
* Nogle autonome: Vietnamkongressen i Berlin og de
forskellige politiske strømninger i den tyske 68-
bevægelse

Tariq Ali: ÅRET DER FORANDREDE VERDEN
(et uddrag af hans essay)

Der har aldrig været et år som dette: Uro, rebellion og revolution. Tariq Ali, der var aktivist på den engelske venstrefløj for 40 år siden, beskriver hvorledes 1968 har sat sine spor i verden idag.

Efter dødvandet, da Den kolde Krig ebbede ud i midten af sidste århundrede, blev verden grebet af en kraftigt opkvikkende feberbølge. Dens virkning var så stærk, at selv idag 40 år efter organiseres konferencer og der skrives essays, dokumentariske beretninger og bøger for at markere den begivenhed. Historien er blevet fortalt mange gange og på mange sprog, men det nægter at forsvinde. Hvorfor? En banal årsag kunne være biologisk betinget: 1960’ernes ungdomsgeneration har i dag nået 60 års alderen og nogle af dem har vægtige positioner indenfor forlagsbranchen, TV, biografer etc. især i de vestlige lande. Dette kunne være deres sidste chance for at mindes, for om 10 år eller mere vil de fleste være døde.

Drømmene og håbet fra 1968: Var de alle forgæves fantasier? Eller aborterede den grusomme historie noget nyt, som var ved at blive født?

Revolutionære, utopiske anarkister, fidelistas, trotskister af enhver slags, maoister af enhver strømning etc. ville have hele skoven. Liberale og socialdemokrater var fikseret på individuelle træer. Skoven, advarede de, var en afsporing, alt for stor og umulig at definere, hvor imod et træ var et stykke træ, som kunne identificeres, plejes, forbedres og omskabes til en stol, et bord eller en seng. Noget nyttigt for samtiden.
”I er som fisk, der kun ser maddingen, aldrig fiskesnøren” ville vi svare. For vi troede på – og nogle af os tror stadig på – at mennesker ikke bør vurderes efter deres materielle ejendom, men efter deres evne til at forandre livet for andre – for de fattige og underpriviligerede; at økonomien må reguleres og reorganiseres til gavn for flertallet og at socialisme uden demokrati aldrig vil fungere.

ALT DETTE synes idag utopisk for de mænd og kvinder, hvis sind er blevet et marked domineret af fremtider, begravet i fortiden og som medlemmer af gamle sekter, der uden besvær har bevæget sig fra rituelle udskejelser til kyskhed, betragter de nu enhver form for socialisme som slangen, der fristede Eva i paradiset.

Det allermest bemærkelsesværdige ved 1968 var den geografiske bredde i den globale revolte. Det syntes som om en enkelt gnist havde sat hele marken i brand. Omvæltningerne det år udfordrede magtstrukturer i nord og syd, øst og vest. Alle kontinenter blev smittet af længslen efter forandring.

Det var især Vietnam-krigen, som fik hele verdens opmærksomhed. På trods af ½ million soldater og den mest avancerede militærteknologi nogensinde kunne USA ikke besejre vietnameserne. Det faktum satte gang i en anti-krigs bevægelse i USA og smittede militæret. ”GIs against the war” blev et kendt banner i mange anti-krigs sammenhænge. Deres direkte arvinger idag er ”Military families against the war” i Irak. I 1966-67 tilbragte jeg seks uger i Indokina, mens borbardementerne var på deres højeste. Jeg så ødelæggelserne og den daglige død for ubevæbnede civile. Dette er svejset ind i hukommelsen. Hvordan kan man glemme? Agitation for en anden verden og solidaritet med det vietnamesiske folk var det logiske omdrejningspunkt for mange i 68-generationen.

Og så til vores store forundring, eksploderede Frankrig i maj-juni det år – og det blev en helt særlig smuk og mindeværdig sommer. 10 millioner arbejdere i strejke, den største i hele kapitalismens historie, fabriksbesættelser som gjorde det klart, at arbejderne var meget bedre til at styre fabrikkerne end nogen som helst chefer.

I Prag havde reformkommunister – mange af dem helte fra den antifascistiske modstand i Anden Verdenskrig – tidligere på året proklameret, at de kæmpede for ”socialisme med et menneskeligt ansigt”. For Alexander Dubcek og hans støtter var målet at demokratisere det politiske liv i landet. Den 21. august sendte russerne tanks over grænsen og knuste reform bevægelsen. Bureaukraterne i Moskva havde dermed beseglet deres egen skæbne.

Idag er håbet genfødt i Sydamerika, hvor sociale bevægelser fra neden har sat sig igennem i parlamentsvalg i en række lande, først og fremmest i Venezuela. I den vestlige verden er en økonomisk krise på trapperne: Samfund kan ikke leve på kredit for altid. Den mest bemærkelsesværdige forandring er en strukturel forandring af verdens markedet. Det fjerne Østen er blevet helt centralt for kapitalismens fremtid. Kina idag er, ligesom Storbritannien i det 19. årh., hele verdens workshop. Hvad det kommer til at betyde for den globale politik, vil fremtiden snart vise. Den halv-sovende gigant kunne vågne op en dag – med forbavsende konsekvenser.

Mange af dem, der engang drømte om en bedre fremtid, har givet op. Tilpasning er den bitre maxime, de gør sig til talsmænd/kvinder for. Det får mig til at tænke på den amerikanske poet, Thomas McGrath, som midt i sidste århundrede skrev digtet ”Letter to an Imaginary Friend” :

Wild talk, and easy enough to laugh.
That’s not the point and never was the point.
What was real was the generosity,
expectant hope,
the open and true desire to create the good.
Now, in another autumn,
in our new dispensation of an ancient,
man-chilling dark,
the frost drops over my garden’s starry wreckage.
Over my hope
Over
The generous dead of my years.
Now, in the chill streets
I hear the hunting and the long thunder of money...

____________________________________
Oversat i uddrag af folk fra autonom info-service, Artiklen kan læses i sin helhed på engelsk her:
http://www.smh.com.au/articles/2008/01/04/1198950076381.html

Note om Tariq Ali
Tariq Ali er en grænsegænger mellem den vestlige og den arabiske verden. Han blev født i 1943 i Lahore. Han voksede op i en velhavende, intellektuel og venstreorienteret pakistansk familie. Tariq Ali har været politisk aktiv siden ungdomsårene. Han er ateist og har en trotskistisk fortid i den daværende britiske sektion af 4. Internationale, International Marxist Group (IMG).
Som barn oplevede han, hvorledes den britiske kolonimagts intriger i 1947 førte til en blodig krig mellem hinduer, sikher og muslimer. Krigen, der resulterede i en deling af det indiske kontinent i hhv. Indien og Pakistan, kostede over 2 millioner mennesker livet. I 1963 kom han til London og blev lynhurtigt involveret i den oprørske studenterbevægelse.
Han engagerede sig bla. i kampen mod apartheid i Sydafrika, organiserede Russell-tribunalet mod Vietnamkrigen og inspirerede Rolling Stones til sange som ”Street Fighting Man” og ”Revolution”.
Tariq Ali var med i forreste linje og blev én af de kendte studenterledere på linje med Rudi Dutschke i Vesttyskland, Alain Krivine i Frankrig, Bernadette Devlin i Nordirland og Angela Davis i USA. Disse bevægende år omkring 1968 har han i øvrigt beskrevet meget medrivende i sin selvbiografi ”Street fighting years” , der udkom på engelsk i 1987.
I dag er Tariq Ali journalist, forfatter og filmproducent. Han bor i London, er medudgiver af tidsskriftet New Left Review og filmproducent på den engelske TV-kanal Channel Four.
Læs mere om Tariq Ali`s forfatterskab her: http://www.modkraft.dk/spip.php?page=kontradoxa-artikel&id_article=4844

_________________

68-bevægelsen: MYTER OG KAMPEN OM HISTORIEN
- af en venstreradikal 68`er

............

læs videre på indymedia.dk.
http://indymedia.dk/articles/115